Regler og retningslinjer

Regler og retningslinjer beskriver hvordan Kajakklubben Skjold fungerer i det daglige. Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål man har som medlem. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, er bestyrelsen altid behjælpelig med at uddybe eller opklare spørgsmål, ligesom der kan ske en løbende opdatering med rettelser og tilføjelser. I klubbens vedtægter er der henvisninger til regler og retningslinjer, se § 2.

Regler og retningslinjer er senest redigeret af bestyrelsen 19. september 2019.

Begyndere og ikke friroede medlemmer
Medlemmer der ikke er friroet må kun ro i følge med instruktører, og kan deltage i ture, hvis der er ledsagende instruktører. Det er muligt for andre medlemmer end instruktører at ledsage ikke friroede medlemmer, hvilket dog kræver en tilladelse fra bestyrelsen. Svømme-, kæntrings-, entrings- og makkerhjælpsprøve skal være aflagt for at deltage i ture eller ro med ikke instruktører. Hvis vejrliget har umuliggjort prøveaflæggelserne kan bestyrelsen dispensere fra reglen, og i det tilfælde må prøverne om muligt, aflægges ved ankomsten til turmålet. Se mere om begynderinstruktion på hjemmesiden.

Medlemmer eller gæster, der ikke har bestået makkerhjælpsprøven må ikke ro forbi Den Permanente Badeanstalt. Begyndere skal foruden ovennævnte prøver ro 75 km og deltage i en værkstedsintroduktion.

Brabrand Rostadion
Brabrand Rostadion har eget nøglesystem – en nøgle koster kr. 150,- samt en årlig afgift på kr. 100,- som opkræves af Skjold. Nøglen til Rostadion er personlig, og fås ved henvendelse til Morten på mail: morten@havrebakken.dk. Send oplysninger om navn, klub og mobilnr og send mailen cc til Skjolds kasserer. Morten vil oplyse dig om forhold omkring nøglen og brug af Rostadion.

På Brabrand Rostadion må man benytte de kajakker, der er mærket med grønt (tilhører ÅKS), hvis man ikke selv medbringer materiel. Flere oplysninger om kajakker og tilhørende udstyr kan fås ved henvendelse til bestyrelsen, og en rundvisning kan fx aftales.

For at få en nøgle skal man være friroet og have yderligere roerfaring (200 km).

Som nøglebærer bliver man indkaldt til to årlige rengøringsdage – forår og efterår – på Rostadion.

Børn og unge
Børn og unge under 18 år kan ro på klubbens ungdomshold eller de kan ro sammen med deres forældre, hvis forældrene er erfarne roere. Normalt tager bestyrelsen stilling til, i hvilket omfang forældre må tage deres børn med på vandet.

Bådpladser – private kajakker
Et medlem med egen kajak kan ved henvendelse til bestyrelsen få tildelt en bådplads. Benyttelse af en bådplads kan kun ske ved aftale med bestyrelsen. Bestyrelsen kan i tilfælde af pladsmangel, kræve kajakken fjernet fra klubben, såfremt medlemmet ror under 150 km årligt. Se også vedtægternes § 2.

Benyttelsen af bådpladserne vurderes årligt, og ud over at medlemmet skal ro minimum 150 km ses også på, hvor mange km kajakken har roet, samt hvor og hvor ofte den er på vandet. Målet er blandt andet at bådpladserne ikke anvendes som opbevaring.

Det er ikke muligt at på plads til en K2.

Cockpitovertræk
Alle kajakker skal medføre cockpitovertræk på ture længere end 5 km fra klubben (se også vedtægternes § 14 F). Sikkerhedsreglen har baggrund i, at vejret hurtigt kan skifte og bølgerne rejse sig. Cockpitovertræk må kun benyttes af medlemmer, der har prøvet at kæntre med overtræk. Til kortbanestævner kræves ikke overtræk.

Entring
Se Prøver. Af hensyn til materiellet er det kun tilladt at øve solo entring på dybt vand i den kajak, der er udpeget til formålet. Hvilken kajak der må anvendes fremgår af rokort.

Fester
Det er ikke tilladt at holde private fester i klubbens lokaler. Ved klubfester og klubarrangementer påhviler det arrangørerne at stå for eller at organisere rengøring og oprydning, både inde og ude.

Gæstemedlemskab
Kajakroere, der er friroet og medlem af en anden kajakklub under DKF, kan søge om gæstemedlemskab. Man søger hvert år om gæstemedlemskab hos klubbens bestyrelse. Man får en nøglebrik, og kan benytte klubbens faciliteter.

Gæstemedlemskabet omfatter ikke:
– stemmeret på generalforsamlingen
– ved deltagelse i klubbens ture med Skjolds materiel kommer gæstemedlemmer bagest i køen både til pladser og valg af materiel
– frironing af nye medlemmer
– deltagelse i kurser som er betalt af Skjold

Hjemmeside
www.kajakklubben-skjold.dk administreres af en af bestyrelsen udpeget person. Bestyrelsen eller webmasteren har ret til at afvise indhold til hjemmesiden, der er ulovligt eller kan være stødende. Alle medlemmer har mulighed for at få et login til siden. Alle medlemmer opfordres til at bruge siden aktivt til informationer, der har med kajakaktiviteter at gøre.

Instruktører
Hvis man har fungeret som hjælpeinstruktør i mindst et forløb (enten på et begynderhold eller en sæson hos børne- og ungdomsroere) kan man opnå status af instruktør. Desuden skal man være sikker i den kajak man ror i og af bestyrelsen skønnes til at være en erfaren roer. Som instruktør har du lov til at ro folk fri alene, efter aftale med bestyrelsen.

Bestyrelsen opfordrer til at man tager et instruktørkursus.

Kajakker ud af klubben
Alene på tur eller på en ikke annonceret tur
– klubkajakker kan medtages på ture af én dags varighed
– klubkajakker på ture af flere dages varighed kan medtages med tilladelse fra bestyrelsen. Der lægges her vægt på at man tager afsted for at ro kajak.

Fællesture som er opslået
klubkajakker må benyttes uanset turens varighed

Stævner og løb
– klubkajakker må benyttes til stævner og løb. Kajakken må desuden reserveres et døgn før for at sikre dens tilstand

Kaproning
Ved deltagelse i kaproningsstævner betaler klubben startpenge, der betales dog kun delvis for deltagelse i Tour de Gudenå. Hvis en deltager uden gyldig grund melder fra stævnet, må vedkommende selv betale hele sit startgebyr. Der betales ikke kørselspenge til kaproningsarrangementer.

Kilometerstatistik
Klubbens km-system skal altid føres før og efter roning. Den primære grund er sikkerhedmæssigt, den sekundære grund er, at km-statistikken anvendes i vurderinger af kajakkerne.

Kørselspenge
På klubture godtgøres udgifter til bilkørsel som følger: 3 kr. pr. km. dog 4 kr. pr. km. for kørsel med trailer eller minibus. Det forventes, at bilerne er fyldt med max antal kajakker samt max antal personer.

Makkerhjælp
Se Prøver

Motionsrum
Klubbens motionsrum må benyttes af alle aktive medlemmer. Medlemmer under 18 år må ikke benytte vægte uden aftale med træner eller bestyrelse. Det er alle brugerne pålagt at holde orden.

Mørke- og natroning
Roning i mørke er tilladt. Dog skal vejrliget være gunstigt, og det er et krav at roeren medbringer en lygte til at signalere med, hvis man møder andre både/skibe.
Svømmevest skal bæres ved roning i mørke.

Nøglebrik
Frigivne roere kan få egen nøglebrik til klubben ved betaling af kr. 50. Ved bortkomst af nøglebrik informeres bestyrelsen eller nøglebrikbestyreren.

Overflyttere
Er man friroet i tur- eller kapkajak (ikke havkajak) fra en anden DKF klub, og ønsker at blive medlem i Skjold, kan det ske ved at fremvise et bevis fra den tidligere klub, ro en tur med en af bestyrelsen udpeget person samt gennemføre eventuelle manglende prøver. Havkajakroere indgår i et almindeligt instruktionsforløb.

Overtræk
Se Cockpitovertræk.

Passive medlemmer
Passive medlemmer kan deltage i møder men har ingen stemmeret. Passive medlemmer kan ikke deltage i roaktiviteter, benytte motionsrum samt omklædningsfaciliteter. Passive medlemmer modtager klubinformationer. Passive medlemmer må deltage i vinterens svømning.

Pokaler og præmier
Hvert år uddeles præmier til de medlemmer, der har roet flest km i klasserne:

  • herre junior (U18), senior og masters
  • dame junior (U18), senior og masters
  • herre U16
  • dame U16
  • herre U14
  • dame U14
  • herre U10-12
  • dame U10-12
  • begyndere (1.års)

Der uddeles pokaler til vinderne af handicap-løbet for kvinder og mænd.

Prøver

  • Svømmeprøver – i svømmehal (600 m) og i havet (300 m). Alternativt 600 m i havet
  • Makkerhjælp
  • Kæntringsprøve
  • Entringsprøve

Desuden benytter ungdomsholdet en ”vælteprøve”, hvor de kæntrer med overtræk.
Prøver taget iført neoprendragt godkendes ikke, dog undtaget “vælteprøven”.

Prøvetur / gæstetur
Kun instruktører må give prøvetur til en ikke frigivet kajakroer efter aftale med bestyrelsen. Gæstetur med roere fra andre klubber kan ske med tilladelse fra bestyrelsen. Instruktøren skal altid informere om sikkerhed før de tager på vandet.

Redningsveste
Alle ikke-frigivne roere skal bære vest. Alle roere skal bære vest i vinterhalvåret fra 1. oktober til 30. april. Vest skal benyttes ved roning i mørke. Desuden skal der roes med vest ved handicapløbet, hvis tidtageren kræver dette. Det anbefales at benytte vest i hårdt vejr, på tur i ukendt rovand og fx hvor man ikke kan bunde. Vest skal benyttes ved krydsning af Bugten eller ved lignende ture. Der henvises til vedtægternes § 14 stk. F & J.

I sommerhalvåret fra 1. maj til 30. september skal roeren altid ro med eller medbringe en svømmevest i kajakken. En eventuel bøde for manglende svømmevest betales af roeren.

Børn og unge skal altid ro med svømmevest. Dispensation herfra skal aftales mellem bestyrelsen, roeren og dennes forældre.

Rengøring og vedligeholdelse
Bestyrelsen ansætter personale til vedligeholdende rengøring. I sommerhalvåret rengøres der ugentligt mens der i vinterhalvåret rengøres hver anden uge. Hvert år arrangerer bestyrelsen arbejdsdage. På disse dage udføres diverse rengørings-, reparations- og vedligeholdelsesarbejde. På disse dage er det ikke tilladt at ro, før alle er færdige med arbejdet. Daglig oprydning og renholdelse må vi alle bidrage til.

Restance
Hvis medlemmer er i restance og ikke betaler ved rykkerskrivelser, kan kassereren udmelde de pågældende af klubben og nøglebrikken deaktiveres. Ved rykkerskrivelser tillægges kontingentet et gebyr for administration og porto. Se også vedtægternes § 5, 6 og 7.

Rokarantæne
Bestyrelsen kan i tilfælde af et medlems brud på retningslinjer og love, udstede rokarantæne og deaktivere medlemmets nøglebrik. Bestyrelsen fastsætter varigheden af denne straf.

Rokort
Se Kilometerstatistik.

Rovand
Vores daglige rovand er langs kysten i Aarhus Bugten. Ro kystnært, pas på færgebølgerne og pas på andre der færdes på eller i vandet. Tag altid hensyn til andre bådtyper ved at holde til højre i din egen retning eller alternativt ind til siden. Hold øje med og afstand til havsvømmere og dykkere – de kan være svære at se i bølger hvis de ikke medbringer en markering eller badehætte i synlig farve.

Desuden gælder:

Aarhus Havn
Det er ikke tilladt at ro forbi Aarhus Havn. Man må ro langs østmolen til havneindløbet kan ses – pas på svømmere på havsvømmebanen.

Egå Marina
Kajakker må kun benytte indsejlingen for småbåde – længst mod land. Det er tilladt at ro ind i det første havnebassin, hvor Egå Rosport har klubhus, mens det ikke er tilladt at ro ind i bunden af marinaen.

Krydsning af Bugten/Skødshoved
Det er kun tilladt at krydse bugten med bestyrelsens tilladelse. Der skal altid bæres vest. Turen må aldrig foretages alene, og altid kun i godt vejr. Som udgangspunkt skal benyttes turbåd

Salg af kajakker
Ved salg af klubbens kajakker skal medlemmerne via opslag have tilbudet først. Dette kan enten foregå ved fast pris eller ved auktion. Bestyrelsen kan sælge kajakker med det krav, at de efter salget skal fjernes fra klubben.

Skabe
De i omklædningen ophængte skabe er til brug for alle medlemmer. Der må ikke være lås på et skab når man forlader klubben efter roturen eller på et tomt skab. Medlemmerne sørger selv for en hængelås.

Skader på kajakker
For at alle kajakker er i den bedste stand, er det vigtigt at anmelde opdagede skader. Skaderne oprettes i rokort med en kort beskrivelse. Det gælder både, hvis man selv skader en kajak eller, hvis man opdager en skade. Alle medlemmer opfordres til at deltage i reparationsdage, hvor der er erfarne reparatører med overblik over opgaven. Det er desuden vigtigt at alle medlemmer kender kajakkernes ”bløde punkter” og fx kan stramme løse rorliner.

Af klubbens vedtægter fremgår det af § 15 stk. D at:

Almindelig vedligeholdelse af klubejede både og pagajer påhviler alle aktive medlemmer. Hvilken vedligeholdelse materiellet trænger til dikteres af bestyrelsen og må efterkommes. Materialer til almindelig vedligeholdelse betales af klubkassen. Skader på materiellet sket ved grov overlast / sløset omgang med dette, skal efter bestyrelsens bestemmelse udbedres af og betales af brugeren. Ved gentagelser kan idømmes bøde fastsat af bestyrelsen.

Skoleklasser
Det er muligt for skoleklasser og lignende grupper at prøve at ro kajak. Et arrangement af denne art må kun finde sted efter aftale med bestyrelsen eller en særligt udpeget ansvarlig. For denne ydelse betales 250 kr. pr. person.

Trailer
Klubbens trailere må benyttes til ture efter aftale med bestyrelsen. Det er enhver bruger pålagt at aflevere traileren i pæneste stand, og er der fejl og mangler bedes disse meddelt bestyrelsen.

Transport
Ved transport af kajakker på biler skal kajakken være forsvarligt fastspændt i kajakstativer.

Vinterroning
Fra og med 1. oktober til og med 30. april skal alle klubmedlemmer ro med svømmevest. Medlemmer, der er friroet om sommeren, må ro mellem Den Permanente og stenene/Vejlby Hage med mindre de følges med en instruktør eller erfaren roer. Der henvises i øvrigt til vedtægternes § 14 stk. J.

5 gode råd til vinterroning

  1. Ro tæt på land – så skal du ikke svømme så langt, hvis du vælter, og andre vil være trygge ved at hjælpe dig, når det ikke er for langt fra land.
  2. Vær lidt ekstra kritisk når du vurderer egne evner – tænk på vandtemperatur, bølger, vinden og vejret – det er ikke nu, der skal prøves nyt og evt. sværere udstyr.
  3. Medbring ekstra og varmt tøj – måske vælter du eller vil holde pause.
  4. Føler dig ikke helt tryg, så start med korte ture og/eller ro sammen med andre – fx til fællesroning og tæt på klubben hvor du er godt kendt.
  5. Brug evt. de våddragter der hænger i bådhuset.

Værksted
Kun medlemmer over 18 år må arbejde med organiske opløsningsmidler, samt udføre slibearbejder i epoxy, polyester el.lign. materialer. Klubbens materialer må benyttes til reparation af private kajakker ved små og ukostbare skader. Bestyrelsen står for indkøb af materialer og værktøj. Værkstedet skal holdes pænt og ryddeligt.

Øse
Alle kajakker, såvel private som klubkajakker, skal være forsynet med et øseredskab eller en pumpeanordning. Medlemmer er selv ansvarlige for at dette overholdes i egen kajak. Der skal være en øse pr. roer der er sæde til.

ÅKS
Århus Kajak Samvirke er et samarbejde mellem kajakklubber i Aarhus Kommune. ÅKS arrangerer bl.a. ÅM og havneræs. http://www.aarhuskajaksamvirke.dk/